Når der er slagsmål i skolegården eller når politikerne skal forhandle, er problemet i de fleste tilfælde, at man har svært ved at enes om, hvordan æren skal fordeles. Jeg er vel lige så meget som du, og du tror vel ikke, at du er mere end os.

Egentlig er det noget godt, at mennesker ærer hinanden. Vil du elske og ære ham eller hende? Sådan spørges der, når to mennesker bliver gift i kirken. Skal der være fred mellem mennesker, må de ære hinanden. Hvis en mand vanærer sin kone eller omvendt, er der lukket for freden.

Ethvert menneske bør æres for det, det er. Det må ikke behandles som en ting, man kan træde på eller jage rundt med.

Men hvis ære mellem mennesker er nødvendig for, at der kan være fred, så er det også årsag til, at der bliver ufred mellem mennesker, når man i stedet for at ære hinanden begynder med at tage ære fra hinanden.

Hvordan skulle I kunne tro, I, som tager imod ære af hinanden, sagde Jesus engang. Den ære, man tager imod, tages fra andre, som måske havde haft mere brug for den. Men siger Jesus videre, den ære, som er fra den eneste Gud, søger I ikke.

At tro på Gud er at give Gud æren. Ære være Gud i det højeste. Sådan står der i juleevangeliet. Så enkelt er det. Og alligevel så svært. Al æren skal dig tilhøre, hedder det i en salme fra salmebogen. Guds er riget og magten og æren i evighed, beder vi i fadervor.

Men i stedet for at give Gud æren, er vi mere optaget af at blive æret af mennesker, at få anerkendelse fra mennesker. Den ene tjeneste er vel den anden værd. Hvis du ærer mig, skal jeg nok give dig æren, og omvendt.

Ære være Gud i det højeste og på jorden. Så er tingene sat på plads. Først må man give Gud æren. Det kan f.eks. være æren for at have skabt verden og os i den. Når først vi alle sammen får lært at give Gud æren, skal der nok blive noget til os andre, så vi alle sammen får, hvad vi kan tilkomme. Det kommer helt af sig selv.

Karl Erik Jensen.