Guds søn kender vi fra bibelen (GT) som Israels konge, se Salme 2 og 110. Jeg støtter mig til Gad o. "Guds søn" og "tronbestigelse".
"Herren (Jahve) er blevet konge [Jahve Malak] " nævnes flere steder (se salme 47, 93, 96, 97 og 99). Det menes at have været en årlig tilbagevendende begivenhed måske ved Løvhyttefesten. Gud Jahve bliver indsat som konge - måske symbolsk ved at Israels konge sætter sig på tronen. Måske i forbindelse med et optog med arken ind i Det allerhelligste i Templet, se Salme 24.
Og at Herren (Gud) har taget sæde på sin trone betyder, at han vil holde dom og skaffe sit folk ret.
Og han siger til Israels konge: "Du er min søn, jeg har født dig idag" og "sæt dig ved min højre", salme 2 og 110.
Men kongedømmets fald og tempelkultens ophør i 587 f. Kr. kan have givet stødet til, at tankerne om Guds kongedømme og dommen over verdens folk efterhånden blev rettet ud mod en fjern fremtid, blev eskatologiseret. Guds søn er altså ikke længere Israels salvede konge men endetidens frelser, Messias el. Lign.

Tilbage

Til forsiden

I den først tid gik det nogenlunde med at enes om, hvordan man skulle opfatte Jesus Kristus. Man havde jo Paulus og evangelierne. Men efter at de var væk - uden at Jesus var kommet igen - så opstod der uenighed om, hvordan det egentlig var med Jesus og hvad man skulle tro - på.
Lad mig nævne et par eksempler:
Doketismen: Jesus var ikke et rigtigt menneske. Han havde kun et skinlegeme. Her kender vi Markion o. 140 i Rom: Jesus, Guds søn, og den Gud, der frelser os fra denne materielle verden skabt af det gamle testamentes jødiske skabergud, kan ikke selv have del i denne verden.
Arius o. 300: Jesus er hverken Gud eller et rigtigt menneske. Ordet, der blev kød (Logos) er en guds kraft (dynamis) som erstatter sjælen hos mennesket Jesus. Jesus bliver det religiøst og moralsk enestående menneske, som er forbilledet for alle andre.
Ebjoniterne o. 125, jødiske kristne i Jerusalem, opfattede Jesus, Josefs og Marias søn som reformator af jødedommen. Ved sin dåb blev han udnævnt til Guds søn. Problemerne med at finde den rette opfattelse søgte man at løse på det 1. store kirkemøde i Nikæa, 325, ved at sige, at Guds søn født af Faderen - ikke skabt - sand Gud af sand Gud, af samme væsen som Faderen for vor frelses skyld er kommet ned og blevet kød og blevet menneske.

Som så mange gange før og siden lykkedes det ikke af fjerne uenigheden. Har Guds Søn samme væsen som Faderen eller lignende. Er han sand Gud, virkelig 100% Gud eller ej? Men det værste er, at man ikke har fået slået fast at han blev sandt menneske, altså et rigtigt menneske. Jeg tror, at det skyldtes, at det ikke var noget egentlig problem - dengang.
Desuden blev der snart problemer med treenigheden. Var Faderen, Sønnen og Ånden tre guder eller kun een gud.
Og monofysitismen med Euthykes (Presbyter i Konstantinopel o. 450) skabte også problemer: Euthykes nægtede udtrykkelig, at Kristus havde en fuldt menneskelig natur. Han havde kun et menneskelignende legeme, og efter inkarnationen kunne der kun tales om een natur, idet den guddommelige natur helt gennemtrængte den menneskelig natur.

Først og fremmest hans gentagne afvisning af at være Messias/Kristus. Ikke tale om. Og Guds søn i betydning af kongen hænger uløselig sammen med betegnelsen Kristus/Messias. Det er først langt senere, længe efter hans død, at Guds søn bliver betegnelsen for Gud selv.
Men også Jesu forkyndelse af Guds riges snarlige tilsynekomst bliver problematisk, hvis der skal være plads til, at Jesus skulle opfatte sig selv som dette riges konge. Når jeg hører Jesus tale om Guds rige i Det nye Testamente, så er der ikke plads til andre konger end Gud selv. Det er Gud selv, der tager magten på jorden, som han har den i himmelen. Og med hensyn til konger, kejsere og messiaser så har man fået nok af dem - sporene skræmmer.
Tværtimod er der flere eksempler på, at Jesus skal have fremhævet sin ydmyghed og meget lidt messiasagtig og kongelig værdighed.
Men det Gudsrige, som Jesus forkyndte, kom bare ikke. Og det er stadig ikke kommet. Og måske kommer vi til at vente længe endnu.
I stedet for kom opstandelsen - altså Jesu opstandelse. Jesus tyvstartede med at opstå - før den almindelige opstandelse, hvilket i den grad kom bag på alt og alle - også Paulus. Derfor kom Jesus til at stå i centrum - også for forkyndelsen. Og allerede Paulus er klar med at kalde Jesus for Kristus (Messias) og Guds søn, idet han altså stadig venter Guds rige 1. Thess.
Måske er det Paulus, der har fundet på at kalde Jesus Kristus og Guds søn, altså opfyldelse af bibelens og traditionens profetier om endetidens frelser. Evangelierne har så fulgt det op ved at lægge vægt på Jesu forkyndelse og undergerninger som tegn på, at Jesus er udvalgt af Gud - og altså hans søn på bibelsk manér. Og mange år efter hans død er Jesus steget så højt i guddommelig status, at han står i skyggen af Gud selv, ja, han betegnes som Gud, se Joh ev. (her er vi mindst 50 år efter Jesu død).

Først med kirkemødet i Kalkedon 451 blev det på et stormfuld møde - til tider ligefrem med slagsmål - vedtaget, at Guds søn var virkelig Gud og virkelig menneske.
Kristus er sand gud og sandt menneske i to naturer, som hverken er sammenblandede eller skarpt adskilte.
Tonaturlæren sejrede altså over monofysitismen - på papiret. Og "alle" er enige om, og har været det siden, at Kristus både er gud og menneske. Men i praksis forekommer det mig, at det er monofysitismen som har trukket det længste strå: Kristus er sand gud - men han var ikke for alvor et rigtigt menneske. Og det er ærgerligt - men måske forståeligt.

(Kilder: Kirkehistorie af H.Holmquist og J. Nørregaard, København 1946 og Gads danske Bibel Leksikon, Gads forlag 1965)