Øster Velling kirke
Kirken her er egentlig kun 117 år. Den gamle kirke var nemlig på grund af brøstfældighed revet ned i 1875 og genopført delvis med benyttelse af de gamle granitsten, eller kvadersten, som man kalder de kasseformede firkantede sten, man ofte brugte i Middelalderen til kirkebyggeri.

Der er vel intet land, der som Danmark har bevaret sine gamle stenkirker. Ud af 1600 gamle landsbykirker er 1527 ældre end reformationen, og over 1400 af dem er fra valdemarstiden eller fra tiden forud.

Som de gamle kirker ligger der nu med tårn og våbenhus og med indbyggede hvælvinger, er de for en flygtig be- tragtning helt andre kirker, end de enkle romanske kirker fra 11-1200 tallet.

Det var kullede kirker - uden tårn og uden våbenhus - tunge af vægt. Og de blev rejst og står stadig på landsbyens højeste plads.

Vel ikke så meget for at det skulle se godt ud. Man har selvfølgelig glædet
sig over at kunne give særlig kraft og rejsning over kirken ved at lægge den højt.

Men når de gamle middelalderkirker skulle ligge højt, så var det vel som forsvarsværk mod synlige såvel som usynlige fjender. Først og fremmest for at flest muligt, ved at være med i synskredsen, ved at kunne se kirken, blev draget med ind i den stærkt beskyttende ring af hellige, djævle- skræmmende kræfter, som man anede om- kring kirkebygningen. Af samme grund skulle klokken kunne høres længst muligt ud i sognet.

Ved kirkesynet den 21. december kunne kirken meldes færdig Indvielsen af den nye kirke blev berammet til den 1. søndag efter nytår 1876, den 2. januar kl. 11.

Selve højtideligheden foregik efter alle kunstens regler under ledelse af provsten. Det står således herom: Det er en glæde at kunne tilføje, at salmesangen gik særdeles godt, og at den hele indvielseshøjtidelighed har gjort et godt og opbyggeligt indtryk. Derimod er det alles enstemmige me- ning, at selve kirkebygningen lader meget tilbage at ønske, lige som også kirkesynet han fundet sig foranlediget til at gøre forskellige udsættelser, der dog kun angår arbejdets udførelse efter den fulgte plan. Men den egent- lige anke angår selve planen, som er lagt uden tilbørlig smag og kirkelig sans. Koret er uforholdsmæssig bredt og højt og buen, der adskilder det fra højkirken er ligeledes altfor bred og høj. Dette er desto mere uheldigt,
fordi den store baggrund kun dækkes af alterbordet og et udskåret trækrusifix, der er fra 1875, og som man sene- re har hængt op over døren. Det er i og for sig ulastelig udført, men tager sig slet ikke godt ud, fordi det ik- ke passer til omgivelserne. Efter alles mening havde vi været bedre tjent med at beholde den gamle altertavle.

Den gamle klodsede prædikestol med drejede søjler og dobbeltfelter med udsavede balustre - et renaissance- arbejde fra beg. af 1600 tallet - er derimod bevaret efter med stor be- kostning at være restaureret; men baldakinen mangler. Under prædikestolen står en degnestol med skåret årstal 1588.
Og klokken i Øster Velling kirke er en af de ældste i landet. Den er støbt af en ukendt støber engang i 1300 tallet. Og det menes, at der kun findes 2-3 klokker her i landet, der er ældre.

Døbefonten i Øster Velling kirke er af granit med en ejendommelig og vist ret sjælden prydelse: Fire mandshoveder siddende på en lang stang, der ender i en pilespids. Det hele hviler på en klobase.

Døbefonten i Øster Velling kirke er sandsynligvis lige som 1500 andre landsbykirkers døbefonte fra 1100-tallet.

Der er noget gribende i disse tunge massive stenkollosser, der har trodset tidernes omskiftelser og menneskenes gang gennem 800 år, og som midt i en lys og venlig moderniseret kirke stemmer sindet til alvor og omtanke.

Døbefonten havde i den romanske kirke sin plads modsat højalteret nemlig i kirkens vestparti - ved en af dørene eller i tårnet.

Dåben var indgangen til kristendommen. Her blev den nye borger optaget i menigheden. Endnu efter reformationen stod døbefonten lige inden for indgangsdøren. Men for 3-400 år siden be- gyndte man at flytte den op i koret, som regel i nordsiden.

Spørger man, hvem der har rejst de mange kirker i første halvdel af 1100-tallet, så har kongen i Jelling og Roskilde og flere andre steder ledet byggeriet, og stormænd har andre ste- der iværksat kirkebyggeri.

Af enkeltheder er der vel flere ret tilfredsstillende, men i sin helhed gør kirken et koldt og lidet opløftende indtryk.

Herpå blev der imidlertid rådet bod ved en restaurering 1940-41 under ledelse af arkitekt S. Vig-Nielsen, Viborg. Herved blev der skabt et langt bedre forhold mellem skib og kor, navnlig koret kom til at træde frem i en ny og kraftig skikkelse med gulv af gule munkesten og et meget smukt alterparti efter forslag af sogne- præsten og tegning af kunstneren
Johan Thomas Skovgaard:Alterbord af gule mursten dækket med en svær ege- træsplade. Herpå som alterprydelse et svært, groft høvlet egetræskors med den korsfæstede og en Maria- og en Johannesskikkelse på hver side af korset.

Mariaskikkelsen er en kopi efter en middelalderskulptur i Nationalmuseets eje, som kirken erhvervede mod at afstå nogle andre træskulpturer (bl.a. en Sct. Mikael fra 13. årh.) til mu- seet. Disse sammen med Kristus- og Johannesfiguren, var middelalderlige træskulpturer, der ved kirkens ombygning 1875 var blevet kasseret og lagt hen på våbenhusets loft, hvor de blev fundet af lærerens søn, senere lektor G. Skov, Roskilde. Formentlig har disse figurer i sin tid stået på en bjælke over korbuen. Således fik kirken ved den sidste restaurering forbindelse med sin historie igen.

Til sidst vil jeg sige lidt om kirkens ejerforhold. Og det hænger sammen med tindeafgiften
Men det store flertal, den langt over- vejende del af danske landsbykirker er bygget af befolkningen selv, formo- dentlig ledet af en tilkaldt stenmester. Det var en folkebevægelse med sognets større selvejende bønder i spidsen. De afgav jord og hestespand. Og alle byggede med. Anonyme for eftertiden, men med en forbløffende sejghed og troskab mod opgaven.

Måske var det først børnebørnene af dem, der huggede de første kvadersten til, som så kirken fuldendt. Stor og festlig og samlende var opgaven. Og når kirken stod færdig, var det de samme mennesker, sognets egne folk,
der valgte og underholdte kirkens præst. Senere blev der vendt op og ned på kirkernes ejendomsforhold. Herom mere senere.

Men altså - den gamle kirke i Øster Velling var gennem flere hundre års brug gået i forfald.

Om den gamle kirke står der i Liber daticus: Kirken er bygget af grå hugne granitsten fra grunden til taget. Den er 33 alen lang, 13 1/2 alen bred og 8 1/2 alen høj til taget. Taget består af røde teglsten undtagen den vestre tinde, som er belagt med bly langs begge sider. Våbenhuset på den nordre side var indtil 1872 af egebindingsværk, men er nu opført af grundmur. Intet tårn eller spir. Klokken er an- bragt i et firkantet hul på den vestre gavl.

Indvendig er kirken 18 fag bjælkeværk. Loftet perlefarvet, uden gibsdække og hvelvinger. 28 større og mindre lukkede stole foruden en større med loft forsynet familiestol i koret. Prædikestolen er anbragt på en ophøjet stengrund, smagløs og klodset.

Omkring 1100 blev tienden indført som en kirkelig prioritet i al jord og det økonomiske grundlag for bygning af de mange stenkirker.

Der var tale om en 10% kirkelig ejendomsskat på al dyrket jord, markafgrøde, kvæghold osv.

Tienden deltes i tre lige store dele. Bispens del gik efter reformationen i statskassen, præstens trediedel var urørt til 1903, og kirkens tiende blev afløst i tiden efter 1903, fordi det efterhånden blev en dårlig forretning at eje kirke. De blev selvejende, idet de nu ejes af folkekirkens medlemmer i et sogn og bestyres (siden 1922) af menighedsrådene.

Efter reformationen havde man bevaret kirkebygningens del af tienden, men den kom snart på private hænder. Især i 1680-erne - efter den skånske krig - var staten i stor gæld. Derfor beslut- tedes det at sætte kirketienden på auktion og sælge den til den højst- bydende, ofte godsejere, som nu indvandrede sydfra, eller andre pengestærke folk, der f.eks. havde tjent sig op på krigsleverancer. og nu anede en god forretning i at være "kirkeejere". Tiendeejerens indstillingsret til præstembederne bortfaldt med grundloven i 1849. Man begyndte at stille krav til tiendeejeren om vedligeholdelse og nyanskaffelser
(fra trægulve til opvarmning og orgler). Derfor blev det efterhånden en dårlig forretning at eje kirker.


Altertavlen forestiller den hellige nadvers indstiftelse, et elendigt arbejde. De øvrige få ornamenter tjener ikke til kirkens forskønnelse.
Præstens og kirkesangerens stole blev 1869 flyttet fra alterets sider til hen under prædikestolen. Døbefonten, som står i hjørnet mellem præstens og degnens stole, så at præsten må gå ind i dette hjørne for ved dåbshandlingen at have højre hånd fri, er en udhulet granitblok. Muren omkring alteret er malet med en skrigende ultramarineblå farve. De øvrige vægge kalkedes 1871 med en tilsætning af okker og kønrøg
så kalken fik en farvetone omtrent som Fruekirke og Slotskirken i København. Hensigten var at fjerne den skadelige lysvirkning, som den hvide farve frembringer i solskin. Ingen åbne begravelser findes. I koret en ligsten med indskrift og en anden udenfor korsdøren.
Den 29 august 1873 holdtes syn over kirken. Herefter skulle næsten hele det brøstfældige kor nedrives og kirkens indre restaureres.
I året 1874 samledes materialer til den nye kirke, hvis nedbrydelse påbegyndtes, efter at påskekonfirmationen var afholdt 1875, allerede den følgen- de dag mandagen den 5. april.

Det viste sig snart, at den nedbrudte del var den mindst brøstfældige. Og efter mange forhandlinger kom man endelig til det resultat, at kirken måtte helt ombygges. Arbejdet skred imidlertid rask frem, og den 21. au gust rejstes taget.
Søndagen den 29. august kl. 4 efter- middag, da høsten næsten var tilen- debragt, berammedes til grundstenens nedlæggelse under alteret. Under samme er i en tyk glasbeholder indesluttet et dokument sålydende: Anno 1875 den 29 august i Kong Christian den Niendes tolvte regeringsår, da Hardenach Otto Conrad Laub var bis- kop over Viborg stift, da Theodor Taaffe var provst for Middelsom og Sønderlyng herreder, da Søren Chri- stian Müller var sognepræst til Øster Velling, Helstrup og Grensten Menig- heder, da Ditlev Ravn var skolelærer og kirkesanger i Øster Velling, da gårdmændene Søren Nielsen Nedergaard og Peder Nielsen Bach og Hans Peter Jensen var kirkeværger lagdes i den treenige Guds navn grundstenen under alteret i denne kirke, efter at den gamle kirke i Øster Velling var nedbrudt formedelst brøstfældighed, og den nye kirkes mure var rejst tildels af nye tilhugne granitsten. Sognebeboerne, som ejer kirken, har bekostet dens genopbyggelse, der er besørget ved murmester Christian Møller af Randers som entrepreneur efter tegning og under ledelse af lieutenant arkitekt Johannes Frederik Uldall af Randers.
O Du, som alting mægter,
Trofaste Herre Gud!
Velsign, bevar de slægter,
som her går ind og ud!
Lad dette sted dem binde
til dig med sind og sans,
Lad her dem lyset finde
Og livets gyldne krans.

Højtideligheden med bøn og salmesang og oplæsning af dokumentet skete med deltagelse af en talrig menighed.

Øster Velling kirke hørte tidligere under Frisenvold, og her nævnes grev Reventlov. Siden har kirken været ejet af sognepræsten i Øster Velling, indtil pastor Ditlev Monrad i 1823 solgte kirken til 14 mænd i byen for 2000 Rigsbankdaler i sedler svarende til 1600 Rigsbankdaler i sølv efter dagældende kurs. De har selv aftalt hvad hver skulle betale og hver fået sit særskilte skøde med angivelse af, hvad hver skulle betale og hvilken andel han får i kirken og dens rettigheder og byrder. I Peder Bachs særskilte skøde, som er bevaret, fremgår det, at han skal betale 162 Rigsbankdaler og 10 skilling svarende til 129 rigs- bankdaler 4 mark og 1 3/5 skilling sølv.

Nu hvor kirken ejes og bestyres af hele sognet på demokratisk vis er man vel mere omhyggelig og ansvarsbevidst om at vedligeholde kirken. Af nyere tiltag kunne man nævne fornyelsen af kirkens belysning og anskaffelse af et nyt og moderne orgel. Det sidste nye er teleslynge og højtalere.

Kirken er som den altid har været et midtpunkt og samlingspunkt for sognets beboere i glæde og sorg og som et værn mod de kræfter som vel stadig truer og bekymrer sognet og dets beboere.
Karl Erik Jensen, 1992.

PS. Siden dette er skrevet, har kirken i Øster Velling undergået en gennemgribende restaurering. Mere herom senere.
Tilbage til Øster Velling sogn