Øster
Velling sogn og sognets præster
Ordet sogn kommer af at søge. Det vil sige, at man søger til samme kirke.
Sogneinddelingen danner grundlag for kommuneinddelingen, sognekommuner, som man indførte i det forrige århundrede.
Efter reformationen sammenlagdes ofte flere sogne under én præst.
Pastor Sletten skriver i bogen Kirke og Sogn, at de tre sogne Øster Velling, Helstrup og Grensten i kirkelig henseende altid har hørt sammen.
Jeg er desværre ikke klar over, hvad han bygger denne antagelse på. Derfor anser jeg det indtil videre for mest sandsynligt, at de tre sogne er sluttet sammen omkring reformationen.
Det er også fra den tid, vi kender de første præster. Præstetavlen i Grensten kirke starter med Laurits Jensen (1526-39). Han var altså en af de mange præster landet over, som fortsatte i deres embede også efter reformationens indførelse.
Det er i det hele taget et spørgsmål, hvor meget et lille sogn som Øster Velling har mærket til reformationen i starten. Det har nok taget sin tid for de nye tanker at trænge igennem.
"Og frynser til knæleskamlen!" "Javel, hr. Provst"
"Så er dervel ikke flere mangler?"
Da tog kirkeværgen, den gamle gårdejer Søren Larsen, Stevnstrup, ordet:"Jo, hr. Provst, der mangler en bitte ting endnu!"
"Hvad er det?"
"Her mangler evangelium!"
Da gjorde provsten store øjne, så fast på Søren Larsen og sagde:"Tør De stå ved det på ethvert sted?"
Ja, for det er sandt!"
Da provst Swane kom tilbage til pastor Bøggild i Øster Velling præstegård, spurgte Swane: "Denne Søren Larsen, er han en pålidelig mand!"
"Ja", svarede Bøggild, "han er en meget pålidelig og alvorlig mand!"
Dermed var det afgjort, at Bøggild skulle have kapellan. Bøggilds forkyndelse sad fast i den gamle rationalisme.
Paul Nedergaard skriver i Dansk Sogne- og præstehistorie, at hans private forhold efterhånden blev til forargelse. Og gennem længere tid verserede en sag, som var til stor skade for kirkelivet, og som endte med, at han blev afskediget ved højesteret efter straffelovens §185 om præsters levned. I et forsvarsskrift, som han udgav 1908, har han gjort rede for sagen, set fra hans synspunkt.
Så vidt pastor Nedergaard. Men det er en kendt sag, at præsten har haft en strid med naboen om placeringen af forsamlingshuset. Man har fortalt mig, at han var offer for personlig forfølgelse, og at nogen i sognet har haft den opfattelse, at der var ført falske betalte vidner mod præsten.
I Middelalderen udgjorde Øster Velling et selvstændigt birk, der indehavedes af Stig Andersen Hvide. 1504 øgedes jurisdiktionsområdet, idet det tillodes kronens bønder i Helstrup, Grensten og Stevnstrup at måtte ligge under Øster Velling birk.
Pastor Sletten skriver i Kirke og Sogn: "Iøvrigt er der ikke meget at fortælle om sognets historie, hverken materielt eller åndeligt. Man har århundrederne igennem levet i de små bondesamfund med disses dyder og lyder. Nogen stærkere åndelig bevægelse er aldrig gået hen over sognene."
Sognets præst har vel altid haft stor betydning for sognet og sognets beboere. Præsten har været den, man har kunnet gå til, når man havde problemer, som man ikke kunne løse selv. Og ikke bare når det drejede sig om større lærdom. Præsten var ofte også den dygtigste landmand.
Fra den tid, vi kender, det vil sige efter reformationen, har der ikke været hyppigt præsteskifte. De fleste præster er blevet her i mange år. Og altså på trods af, at interessen for kirken aldrig har været særlig stor.
Den senere så kendte folkemindesamler, Evald Tang Kristensen, og som var lærer i Helstrup som helt ung i 1863-65, skriver, at Chr. F. Borch var barnefødt på Hovedgaarden Skjern, og her boede også hans forældre. Han blev indsat i sit embede 6. august 1865. Han havde forud været kapellan i Rødding i Salling. Da der ikke var plads eller kunne blive plads til ham i præstegården, så fik han bygget en kapellanbolig lige ved det sydøstlige hjørne af kirkegården. Han var dårligt gående. Meget af tiden måtte han gå med stok. Men han var, uagtet han så svag ud, og sagtens også var det, ikke forknyt eller kuet af sygdommen. Og man mærkede aldeles ikke i hans væsen eller hele hans måde at være på, at han var en skrøbelig mand. Højt begavet var han unægtelig, holdt nogle fortrinlige prædikener, men var tillige i hele sin levevis noget ejendommelig, helt anderledes end de fleste.
Imellem præstegården og kapellanboligen blev der straks et ret kjøligt forhold, og Borch kunne ikke godt lade være med at stikle på den selvbevidste præstekone og den pjankede præst.
Så vidt Evald Tang Kristensen.
Paul Nedergaard skriver, at pastor Ivar Ammitzbøl var udgået fra en gammel embedsmands- og godsejerslægt, der tydeligt nok havde sat sit præg på hele hans personlighed.
Som ung studerede han jura, men var samtidig stærkt optaget af æstetisk læsning. Særligt vandt han sig et indtrængende kendskab til det 18. århundredes tyske litteratur, derunder Goethe, der vedblev at fængsle ham til hans sidste dage.
Som så mange unge i datiden sluttede han sig med begejstring til brandesianismen, men da han havde oplevet et religiøst gennembrud, forlod han denne retning og gav sig til at studere teologi.
Så springer vi lidt frem til provst Ditlev Monrad (1787-1832). Han var en af tidens dygtige rationalistiske præster, optaget af skole- og fattigvæsens fremgang. Han var gift 4 gange.
Familierne Bach og Therkildsen, Øster Velling, var også præstens gode støtter. Og så en enfoldig gammel troende kvinde, Høker-Ane, der især var hjemme i Luthers skrifter, og til præsten udtalte sin forundring over, at "en sådan Guds mand, ikke var omtalt i bibelen".
I Års-Haubro, hvor han kom fra, følte han sig i flere henseender draget mod Indre Mission. Senere fandt han hvile i et konservativt folkekirkeligt helhedssyn.
Forholdene i hans sidste kald Øster Velling, Helstrup og Grensten var i begyndelsen meget vanskelige efter pastor Davidsens nedbrydende virksomhed. Men det lykkedes pastor Ammitzbøl at vende strømmen, genoprette den tabte agtelse for kirken og skabe solid kirkegang.
Som præst havde pastor Ammitzbøl sin største styrke som sjælesørger. Få kunne som han lytte til andre og tale et opmuntrende ord til sorgfulde hjerter.
Og endelig provst Henrik Götzsche (1843-50), som var en dygtig præst og embedsmand af den rationalistiske skole.
Pastor Daniel Bøggild (1850-70) havde meget ringe kirkegang. Vi har nogle beretninger derom fra lærer Ditlev Ravn. Der var adskillige søndage, hvor der overhovedet ingen kom i kirkerne.
Efter biskop Laubs råd blev der ansat en kapellan, pastor C.F. Borch, som var fra det nærliggende Skern og kendte egnen godt. Han fik god kirkegang og var flittig til at gå på husbesøg. Borch fortæller selv, hvordan det gik til, at han blev ansat her.
Han stod Anders Sandøe Ørsted og H. C. Ørsted nær gennem slægts- og venskabsbånd, var en dygtig mand, en kærlig natur.
Hans personlige
fremtræden bar præg af en hjertevindende elskvædighed.
Og på både ældre og yngre virkede han ved sin rige,
og dog så beskedne personlighed i en sjælden grad fængslende.
En stor glæde var det ham i hans senere år at træde
i nærmere forbindelse med den kristne ungdomsbevægelse.
I årene 1927-59 var Aage Sletten sognepræst
her i Øster Velling. Kirkelivet har gennem årene været
småt bort set fra en lille IM kreds.
I 1957 var der en skolestrid i Øster Velling.
Efter pastor Sletten har der været to præster i Øster
Velling:
William Peter Kærup (1960-70) og undertegnede fra
1970.
Øster Velling sogn blev i 1970 lagt under Langå kommune.
Og 1. jan 1971 blev sognet overført fra Viborg stift til Århus
stift.
Øster Velling oktober
1979
Karl Erik Jensen.
