Forsiden | ||
Tolerance Frederik den Store, der var konge i preussen for godt 200 år siden erklærede i religionsfrihedens navn: "I mit land skal enhver have lov til at blive salig på sin facon". Enhver skal altså have lov til at tro og mene, hvad han eller hun vil. Det kunne man ellers ikke. De fleste steder var det vigtigt, at man havde den rigtige religion og den rigtige opfattelse af landets religion. Ellers risikerede man at blive straffet. Og ofte straffede man kættere og vantro meget strengt. Fundamentalismen herskede. Men den tyske forfatter Lessing havde gjort sig nogle tanker om, hvordan mennesker kunne leve sammen i fordragelighed. I 1779 to år før sin død skrev han "Natan den Vise", som blev kaldt tolerancens højsang. I den møder man en repræsentant for hver af de tre store religioner; Muhamedanismen, kristendommen og jødedommen. Og det spørgsmål, som skal besvares her er: Hvilken af dem er den sande? Så følger historien om tre ringe, som blev båret af tre personer. Kun een af ringene var ægte. Men ingen vidste, hvilken af dem, det var. Det måtte livsførelsen vise. På samme måde med religionerne. Hvilken af dem, der er den sande, skal vise sig i det daglige liv. Derfor må man afstå fra at bekrige hinanden og i stedet holde fred indbyrdes. "Natan den Vise" har haft stor betydning. Den har lært os at sætte tolerancen højt. Vi vender os fra den fanatisme, der vi begunstige een religion, een race og eet politisk program på bekostning af de andre. Vi ønsker fordragelighed, gensidig respekt og hensyntagen. Alle synspunkter må have ret til at være her og til at tale deres sag. Men når tolerancen drives så vidt, at den begrundes med, at ingen standpunkter kan være sande - enhver bliver salig i sin tro - så må vi protestere. Da er tolerancen gået over sine beføjelser. Den virker opløsende på enhver overbevisning og tro. Den bliver intolerant og ender med at forbyde al tale om sandhed. For der er noget, der er sandt og noget, der er løgn. Jeg er vejen og sandheden og livet, siger Jesus. Jeg er den gode hyrde, den rette hyrde. Jesus er porten ind til fårenes hjem. De der går gennem den port bliver frelst. Selv lægger han sig i åbningen som værn mod rovdyr og fjender. De skal først forbi ham. Her er vi ude over den føromtalte misforståede tolerance, hvor alle synspunkter og religioner er lige gyldige - og altså fulstændig ligegyldige. Jesus er den eneste rigtige hyrde. For han sætter livet til for fårene. Alle andre er lejesvende, der gør det for pengenes skyld. Det er vores tro. Vi behøver ikke længere at søge efter sandheden. For sandheden har fundet os. Vi har ikke andre, vi kan tro på, ingen andre vi kan stole på. Man kan have forskellige meninger
om, hvorvidt et tjæret tov lugter behageligt eller er rart at tage
på. Men når ens liv afhænger af, om dette tov kan holde,
drejer det sig ikke længere om meninger, men om tro. Kan man stole
på det? Eller vil man hellere holde sig til en stump sejlgarn? Men
hvis man tror mere på det, skal man naturligvis have lov til det.
Enhver skal have lov til at tro og mene, som man vil. |
||