Det menes, at Ritt Bjerregaard engang har sagt, at for hende rangerede troen på Gud på linie med troen på hønisser og sådan noget.

Men nisser har et problem. Det er nemlig sådan, at hvis mennesker ikke tror på dem, så er de ikke til. Derfor kan de ikke nøjes med at leve i det skjulte. De må vise sig på en eller anden måde. I hvert fald må de rode lidt med tingene, så man bliver opmærksomme på dem. De voksne har nu ofte svært ved at få øje på dem. Det går nemmere for børnene.

Sådan forholder det sig faktisk også med troen på Gud. Jesus siger, at den der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det (Mark 10,15). Vi derimod, som er blevet voksne, kan ikke med vores fornuft eller følelser eller andet se Gud, forstå Gud eller bevise noget som helst, f. eks. Guds eksistens. Vi, der har spist os mætte af frugten fra Kundskabens træ, kommer aldrig bort fra den kendsgerning at vi må antage, at Gud og Guds rige er et produkt af den menneskelige følelse eller fornuft. Derfor er det også utænkeligt, at Gud er i live, når alle mennesker er døde.

Det hænger sammen med, at man taler om, at Gud lever, han eksisterer, han taler, handler, dømmer, tilgiver og stiller krav til os. Altsammen begreber, som stammer fra menneskelivet. Billeder, som gør det muligt for os at forstå (!) alt det med Gud. Vi har skabt Gud i vort billede, så han ligner os.

I Bibelen forholder det sig lige omvendt. Her er det Gud som har skabt mennesker i sit billede, så de ligner ham, 1 Mos 1,26f. Men allerede med brugen af udtrykket skabelse, har vi og Bibelen begivet os ud på det skråplan, der helt logisk fører til den konklusion, at Gud er død, når alle mennesker er døde. Det kan ikke være andet. Og vi kan ikke tale om Gud uden at tale om ham i billeder, som vi henter fra vort eget liv.

På den måde hører troen på Gud hjemme i en helt anden verden end videnskabens verden, hvor man bruger stor energi og dygtighed til at forklare alting og sætte det i system. Vi lever nu engang allesammen øst for paradiset men med en eller anden erindring om eller tro på, at det ikke har været meningen. På den ene side tror vi på Gud. På den anden side spiser vi løs af Kundskabens træ. Det er et paradoks, som ingen - selv de dygtigste teologer - kan løse.

Men lad os kaste et blik på salmen af den norske præst Peter Dass, som døde for snart 300 år siden:
Herre Gud, dit dyre navn og ære
over verden højt i agt skal være.

Nogen har ment, at Gud er alting. Hele naturen, ja, hele universet er Gud. Så er Gud ret uafhængig af, om der er nogen mennesker, som tror på ham. Vi andre tror, at Gud står over naturen og universet. Ja, det er Gud, der har sørget for, at universet med alle dets milliarder af stjerner er der. Gud var der før, og han vil stadig være der, når det hele er væk.

Gud er Gud, siger Petter Dass videre i sin salme, om alle land lå øde.
Gud er Gud, om alle mand var døde.
Om slægter svimler, blandt stjernestimle
utallig vrimle i høje himle Guds grøde.

Det vil sige: Gud er Gud, uforanderlig og uafhængig; selv om alle mennesker døde, ville himlen stå i flor og vrimle af liv (engle). Og når verden forgår, skal Guds rige åbenbares i sin glans, eller som Jesus sagde: Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå (Mat 24,35).