1. s. i advent - Luk 4,16-30
    
De sidste 3-4 uger før jul er en ventetid, en forventningens tid, eller som det hedder på latin: advent, som betyder ankomst - om det, der kommer til os.

Det der skal komme er julen med juletræ og gaver og god mad, og som begynder med, at vi går i kirke for at høre juleevangeliet, det gode budskab om Jesu fødsel.
I vores evangelietekst til 1.s. i advent står der, at Jesus kom til Nazaret, hvor han var vokset op. Og han gik i synagogen om sabaten, som han plejede, ligesom vi går i kirke om søndagen.

Og Her blev Jesus sat til at læse dagens tekst og holde prædikenen.

Det var alle tiders chance for ham for at få lov til at prædike over profeten Esajas, som de allesammen holdt så meget af. Og især disse linier om, hvordan profeten bliver påvirket af Guds ånd og salvet til at forkynde evangelium for fattige, frihed for fanger og undertrykte, og for de blinde, at de skal komme til at se. Og udråbe et Herrens nådeår, et godt nytår. Jesus proklamerede et godt nytår for hele folket, ja for hele verden, et Herrens nådeår, hvor alt det, som profeten Esajas havde talt om, skulle gå i opfyldelse.
Ikke sådan at forstå, at nu skulle alle i det kommende år gøre en kæmpeindsats for at nå et stort mål.
Herrens nådeår er ikke noget, vi skal arbejde for at gennemføre. Det skulle i så fald være noget med et frihedens år, hvor alle, der skyldte noget bort, skulle slippe for at betale, og hvor alle, der var i fængsel, skulle lukkes ud.
Det er den slags, vi kan finde ud af og arbejde for. Og det er muligt, at vi burde arbejde for større frihed og mindre gæld. I hvert fald bør vi altid arbejde for at gøre mennesker raske, hvad enten de er blinde, døve, vanføre, eller hvad de nu fejler.
Men Herrens nådeår er slet ikke noget, vi skal arbejde for. Det er et tilbud, som kommer fra Gud, og som vi får ganske gratis og uden at vi skal gøre os ulejlighed for det.

   
Idag er dette skriftord fra profeten Esajas og som I lige har hørt, gået i opfyldelse, sagde Jesus.
Og det lød jo vældig godt og alle gav ham deres bifald.

Men så kom de i tanker om to ting
Det er jo bare Jesus, Josefs søn. Hvad bilder han sig egentlig ind. Han tror da vel ikke, at han er noget.
Og for det andet vil de gerne se resultater. Det var jo Jesus selv, der mindede dem om det.
Når Jesus har kunnet gøre folk raske i Kapernaum, hvor han boede nu, så kan han vel også gøre det i den by, hvor han er vokset op.

Men en profet er ikke anerkendt i sin hjemby.
Og så fortalte Jesus 2 historier, som de alle kendte i forvejen. Men det var en uhørt frækhed og uforskammethed at bruge dem til at forklare, hvad Guds nådeår betyder.
I profeten Elias´ dage var der hungersnød i Israel, og folk, som ingen følte sig forpligtet overfor, især enker, døde som fluer.
Men profeten slog sig ned hos en hedninge-enke. Og i den tid slap melet ikke op i krukken og olien slap ikke op i kruset. Hun klarede sig altså.

Og der var i profeten Elisas tid mange spedalske i Israel, og Gud lod dem dø i deres spedalskhed, men en enkelt blev helbredt, og det var en hedning fra Syrien.

   
Sådan er Guds nådeår. Gud er barmhjertig mod hvem han vil og redder hvem han vil, ikke kun de fromme og retskafne, sådan som jøderne regnede med. Men hvem han vil - selv hedninger og vantro.
Og altså slet ikke folk fra profetens egen hjemby, hvor han var vokset op. Det var vel ikke mærkeligt, at de blev aldeles rasende på Jesus, da de hørte det.

Det var jo nemlig sandt, hvad Jesus sagde om dem. De kender Jesus for godt, til at de kan tro på ham. Derfor kan han heller ikke gøre noget for dem.
De troede, at de havde en særlig ret til Guds nåde, fordi de var fra samme by som Jesus. Men Guds nåde er beregnet for alle uden undtagelse - og helt uden fortjeneste, og helt uafhængigt af alle forrettigheder og privilegier. Ingen har nogen som helst ret til nåde, heller ikke Guds nåde.
Al nåde, også Guds nåde, gives helt gratis og ufortjent til alle, som vil tage imod den.
Men jøderne kunne ikke tage imod Guds nåde som nåde, fordi de mente, at de havde ret til den, både fordi de var jøder, og fordi de var fra samme by som Jesus,
Idag går profetien i opfyldelse, sagde Jesus. Ikke imorgen eller i løbet af det kommende år. Men netop idag.
Det er netop dette "idag", der gør det til et glædesbud for fattige, dem som fattes, mangler, både det ene og det andet.
Vi skal ikke fortvivlet se tilbage til "i går" med dens skyld og svigten og nederlag.
For idag lyder evangeliet: Dine synder er tilgivet. Og så er de tilgivet - idag.
Og vi skal ikke i fortvivlelse og anfægtelse over vores ringe tilstand, vores fattigdom, flygte fra vores virkelighed frem til "i morgen". I morgen, når jeg er blevet mere rask, mere rig, i morgen når jeg er blevet mere åndelig rig, mere troende, mere kristelig, mere sejrende.
Ja, imorgen går ordet måske i opfyldelse for mig.
Men hvad véd vi om i morgen, om den overhovedet kommer.
Det eneste vi véd, er at idag er det idag, og idag lyder evangeliet, idag er det opfyldt for dig og mig, som hører det, og lader det gælde. Hvem vi så er og hvad vi er og hvordan vi er.
Ingen har forret til evangeliet,og ingen er lukket ude fra det.
Det er evangeliets frihed. Og denne frihed kommer ingen steder så klart til orde som i sakramenterne.

   
Idag lyder det til et tilfældigt barn: Jeg døber dig til at være Guds kære barn. Og så er det Guds barn idag. Ikke først imorgen, eller når det er voksent og måske nok så troende og omvendt.
Og idag lyder det i den hellige nadver: Det er mit legeme og det er mit blod. Tag det.
Det er dit netop idag, så sandt som det er idag vi spiser og drikker det:
Den korsfæstede og opstandne frelser, vor herre Jesus Kristus, som nu har givet dig sit hellige legeme og blod. Nu, idag.
Det er idag 1. s. I advent den første i en lang række af gudstjenester kirkeåret igennem.
Egentlig er hver gudstjeneste advent, forventning og bøn om, at han selv vil komme til os i sit ord og i sin ånd.
Og det er hver gudstjenestes forjættelse, som det hedder i dagens evangelium, at det er hans sædvane at komme, at tale og ikke tie. Spise og drikke med syndere - for at sætte fangne i frihed, frihed fra synd og død, frihed til at være Guds kære børn i syndernes forladelse og opstandelsens håb - og for at give os blinde vort syn igen. Vi, der ikke kan se Gud, men kun ser mørke. Men som netop ser Guds kærlighed i den fattige og fornedrede Jesus fra Nazaret, han der ikke kunne helbrede sig selv - men vi fik helbredelse ved hans sår.
Så sker der da ingen ting - hos os - så lidt som den gang i Nazaret. Og dog sker der det største, der kan ske: At Guds ord bliver forkyndt, at Guds ord går i opfyldelse - idag. Amen.
    
Prædiken Forsiden