2. s. i advent - Matth 25,1-13
    
De sidste uger før jul er en forventningens tid. Man venter på jul.

Børnene fordriver ventetiden med at lukke låger op på julekalenderen. Så kan de samtidig holde rede på datoerne, hvor længe, der er til jul. Og de følger med i fjernsynets kalenderudsendelser.

Forældrene er i fuld gang med juleforberedelserne. For også denne gang vil man prøve på at være færdige i god tid.

Også i kirken venter vi på, at det skal blive jul. Det er nemlig den vigtigste begivenhed i hele året i kirken, da Jesus kom til verden.

Det hedder advent på latin, når noget kommer. Jesus kommer til verden. Så er det jul.


I Jesu lignelse om de 10 brudepiger skal vi høre om Jesu andet komme, det man plejer at kalde hans genkomst.

Det er noget vanskeligt noget. Og her er der mange, der kobler fra.
Det kommer os ikke ved, tænker de. Det siger os ikke noget. Det må nærmest anses for at være fri fantasi at tale om, at Jesus kommer igen. Det plejer da kun at være spøgelser, som går igen.

Men at Jesus vil komme endnu engang, betyder vel næppe, at tømmermandens søn fra Nazareth kommer til live igen og begynder at samle disciple, og diskutere med farisæerne og de skriftkloge, osv. osv. Det ville alligevel ende galt igen.

Nej, Jesu andet komme betyder, at Jesus får ret, at han får magten og æren, og at det gælder om for os at være rede, når det sker. Ellers kommer vi slet ikke med.


Hvis vi skal til fest, og vi løber tør for bensin på vejen, så kan vi nemt komme for sent, fordi vi ikke havde sørget for at have rigeligt bensin med i tanken.

På samme måde har de 5 af brudepigerne i Jesu lignelse ikke sørget for at tage ekstra olie med, selv om de vidste, at de kunne komme til at vente. Og selv om de vidste, at der kunne blive brug for reservedunken.

Nu gik det altså, som de havde kunnet vente, og som de 5 kloge piger også havde regnet med:

At det trak ud, at de skulle vente længere end beregnet. Deres olie blev brugt op. Og de, der havde noget i reservedunken, kunne klare sig. Mens de andre må give op. Og se at skaffe ny forsyning. Men så var det for sent.

De 10 piger venter på, at brudgommen skal komme hjem for at fejre sit bryllup.
Vi må regne med, at der er tale om unge piger fra byen, der gerne vil med til bryllupsfesten.
Det kan de også, hvis de er til stede, når brudgommen kommer, og hvis de vel at mærke har faklen tændt, så de kan lyse for ham og føre ham i triumftog gennem byen til hans hjem.

   
Nu sker der så det, at brudgommen lader vente på sig. Man har gættet på, at det har taget usædvanlig lang tid for ham at blive enig med brudens forældre om betalingen.
Men langt om længe ankommer han til byen, og pigerne er parate til at følge ham hjem. Det vil sige de, der havde ekstra olie med.
De andre ankommer efter nogen forsinkelse til brudgommens hus og prøver at komme ind.
Men brudgommen svarer: Jeg kender jer ikke. For de var jo ikke med til at følge ham hjem.

Jesus siger et andet sted i Det nye Testamente: Ikke enhver, der siger til mig: Herre, Herre, skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje.

Lige som på Jesu tid venter vi alle idag, at der skal komme en ny tid med bedre forhold på jorden. En ny verden uden misundelse og begær, uden ondskab og had, en verden uden krige og ulykker, og en verden uden sygdom og død.

Vi mennesker udfolder store anstrengelser for at overvinde vanskelighederne.
Nogen arbejder for at nå målet lidt efter lidt og uden at sætte de allerede opnåede fremskridt over styr.
Andre er utålmodige og vil have det hele lavet om i en fart.
De sidste glemmer blot, at menneskene bærer hovedansvaret for, at forholdene i verden er, som de er.
Og at det, som de kan opnå, nok er en anden verden, men ikke nødvendigvis en bedre verden., og i hvert fald ikke den verden, som vi mest af alt ønsker os.

   
Noget lignende gælder de førstnævnte: Så længe de ikke kan lave mennneksene om - og det er småt med resultater på det område -så vil menneskene stadig fordærve verden. Og jo dygtigere de bliver til at beherske de kræfter, der hersker i verden, desto dygtigere bliver de også til at slippe disse kræfter løs til skade for verden.
Vi kristne tror da heller ikke, at menneskene kan skabe den ny verden, Det kan kun Han, der har skabt den gamle, nemlig Gud.
At han så bruger mennesker til hjælp et langt stykke, er en anden sag. Og det er måske med til at give folk det indtryk, at vi kan selv.
Men vi tror, at kun Gud kan gøre det. Og vi tror, at han vil det. Og det tror vi, fordi Jesus har sagt det.

Og når det ikke er mennesker, der skaber den nye verden, så kalder vi den heller ikke menneskers verden, men netop Guds verden eller Guds rige og Himmeriget.
Ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen. Sådan beder vi. Og vi tror, at Gud vil lade sin vilje ske.
Og vi véd, at han allerede er i fuld gang.
Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær, sagde Jesus.
Og hvis det er ved Guds Ånd jeg uddriver onde ånder, (så folk bliver raske), så er Guds rige kommet til jer.
Det evangelium, Jesus forkyndte, det glade budskab, var netop, at Gud nu vil gribe ind og skabe sit rige på jorden.
Begyndelsen blev gjort med Jesu gerning. Kirken har fulgt i samme spor - dog med talrige sidespring.
Og engang vil Gud lægge sidste hånd på sit værk og tænke, som han gjorde det efter den første skabelse: Nu er alt såre godt.
Vores opgave, som også teksten vil minde os om, er at holde ud og være rede.
Vi skal være forberedt på, at der kan gå lang tid. I mellemtiden er der jo gået det meste af et par tusinde år.
Vi skal derfor tage vore forholdsregler. Og vi skal holde ud og ikke miste troen på, at Gud vil sejre og få magten på jorden, som han har den i himlen.

Adventstiden skal minde os om, at vi skal leve vort liv i forventning og håb til Gud. Og at vi frimodigt kan gøre de, fordi det er til denne verden og dette liv, Gud kommer.
Det kan virke urimeligt, at vi skal finde glæde ved et liv, som alligevel ikke har nogen evighedsværdi.
Men Gud gjorde dette liv godt at leve, da han klædte sig i kød og blod og blev menneske på jorden.

I en af julens sange synger vi:
Himlens lys kom i dig til jord,
Skinner til ny oplysning stor,
Godt kan vi nu ved nattetid
Kende som børn vor Fader blid.
O, Gud ske lov.

Som han kom dengang, kommer han til os.
Derfor skal vi leve i forventning. Og vor forventning vil ikke blive gjort til skanmme.

Klokken slår
Tiden går
Evigheden os forestår.
Lad os da bruge den kostbare tid,
Tjene vor Herre med al vor flid.
Så skal vi nok komme hjem.
Amen.

   
     
     
Prædiken    forsiden