Vi siger heller ikke De til ret mange mere. Plejehjemsbeboere bliver kaldt ved fornavn og
DU.

Ligestilling har været ledeordet siden. Ligestilling er også en kristent begreb. Der er ikke
forskel på nogen, heller ikke mand og kvinde.

Sådan står der i Bibelen. Og det har vi taget
til os i en sådan grad, så man kan blive kaldt reaktionær, hvis man vil sætte en grænse for ligestilling.

Men ligestilling i bibelsk og kristen forstand er kun en ligestilling mellem mennesker overfor Gud. Ikke mellem Gud og mennesker imellem. Dér sætter Gud grænsen.

Ligestillingsbegrebet har bemægtiget vore sjæle så meget, at også Gud er forsvundet for mange mennesker. Det anses for nedværdigende at skulle leve under en højere autoritet end sig selv.

Og ganske langsomt har den nye åndelighed sneget sig ind i i hvert fald i den vestlige
menneskehed, at vi kan klare ærterne selv.

Vi er lige så gode som Gud til at forvalte vort
eget liv. Og netop vort eget liv. Det er det, det drejer sig om. Og der kan være meget lidt
plads til andre, det skulle da lige være den nære familie og nogle få venner.

Nej, ingen skal bøje sig i støvet for nogen. Vi vil selv stjæle billedet. Vi vil selv på forsiden.

At menneskesyn og samfundssyn langsomt vil ændre sig, kan der ikke være tvivl om.
Spørgsmålet er så, om det er det, vi egentlig ønsker. Ønsker vi at være os selv nok, eller
ønsker vi at dele livet med hinanden, forpligte os på hinanden i troen på, at der er en tredje
instans, som giver os det ansvar: Du skal elske din næste som dig selv, og dermed lade din
næste komme med i første række.
Når vi i dag hører om Johannes døberen, må han synes at være en kæmpe idiot i manges
øjne. Jamen - troede han ikke mere om sig selv end blot det at være forløber for en, der er større end ham selv. Det er der da ingen, der kan være.
Men sandt at sige så er det det, vi hører om Johannes.

Han kalder sig selv for brudgommens ven, der skal hente og føre bruden til brudgommen.
Som den gamle bryllupstradition handler om, skal én være brudeføreren, som skal tilrettelægge bryllupsfesten. Og når bruden og brudgommen er forenet, er vennen færdig med sin opgave. Så er han så at sige helt ude af billedet.

Johannes ved, at efter Guds søns komme og hans dåb ved Johannes i Jordanfloden, skal
han trække sig tilbage. Kristus skal blive større, jeg skal blive mindre, siger han. Johannes
skal ikke længere stjæle billedet, for jeg er ikke Kristus, siger han.

Når vi det? Når vi det, inden det er for sent, inden det sidste lys på juletræet er slukket, og den sidste gave pakket op, når vi det midt i alle vore bekymringer om at fejre jul, - når vi at træde til side, bøje os i julestøvet for at give julens konge plads i vor sjæl og hjerte.
Vi har forberedt os til julen i kirken og derhjemme. Alt dette er ikke Kristus. Men det kan være som en røst, der skal berede vejen for ham, der skal komme.
Når vi at træde til side med alle vore juleforberedelser og lade Guds ord tage bolig iblandt os. Når vi at høre ordet om, at Kristus er kommet til menneskene, ham, som Johannes peger på og siger: Se Guds Lam, som bærer verdens synd, og derfor er med os alle dage
indtil verden ende.
Nu er det sidste adventssøndag den mørkeste tid på året.
Midt i vort mørke - det ydre og indre - griber Gud vore hænder, tager os til sit hjerte, tænder et håb om glæde og fred, kommer os i møde i barnet i krybben og i manden på korset. Mon der er plads til ham, som er Guds kærlighed til os, er der plads i vort liv, i vor sjæl og vort hjerte, eller er vi med i koret, som råber:
Ligestilling mellem Gud og mennesker.