Mat 2,1-12
Når vi hører fortællingen om de tre vise mænd, tror jeg, de fleste af os samtidig for vores indre blik ser en film. Vi ser tre fornemt klædte mænd langsomt arbejde sig gennem uvejsomme landskaber, siddende på eller gående ved siden af kameler. De er værdige - véd, at intet kan skade dem, for de har et vigtigt ærinde og derfor er Gud med dem. Vi ser dem ikke så meget som konger af landområder, som konger af kundskab. Derfor er de besindige og lader sig ikke rive med af rygter, tåbelig snak. De ved, at sandheden er svær at håndtere og derfor heller ikke kan præsenteres i firkantede, sloganagtige sætninger, men snarere er som en fornemmelse af at være på rette vej, som det er at være kommet til målet.
Det ejendommelige ved denne film er, at den ikke udelukkende bygger på det stykke fra Mattæusevangeliet som vi lige har hørt. Mattæus siger faktisk ikke en lyd, hverken om hvor mange de er, eller om de red på kameler.
Han siger heller ikke noget om hvad de hedder. Og alligevel mener de fleste af os at vide, at der bestemt var tre og at de hedder Caspar, Melchior og Balthazar.
Alt det ved vi fra de mange legendedannelser, der har været omkring de vise mænd, eller de hellige tre konger. Det vil sige, at vi ved det fra det, der er blevet fortalt af andre, der fortæller langt senere end Mattæus. At man mener, at de var tre, bygger udelukkende på beskrivelsen af de gaver de havde med sig, som jo var tre. Guld, røgelse og myrra, men der er jo ingen der siger at de gaver ikke kunne være blevet frembåret at én mand eller af fire for den sags skyld.
En af kilderne til vores film hedder Beda, der var munk i det 8 århundrede. Og denne Beda fortæller, at den første af de tre var en olding med hvidt hår og langt skæg. Han hed Melchior; han ofrede guld til Herren som til sin konge.
Den anden, ved navn Caspar, var en skægløs rødmosset yndling¸han ofrede røgelse til Jesus, som en hyldest til guddommen.
Måske har Beda - eller hvem han har fået det at vide af - villet fortælle en historie, der på en elegant måde fortæller, hvem frelseren er: De tre mænd repræsenterer de tre levealdre, ungdom, manddom og alderdom og fortæller således, at frelsen vedrører alle livets faser (børnene er dog ikke medtaget, hvilket ikke er underligt i betragtning af, hvordan samfundet så ud den gang. Da var der ikke noget, der hed børns rettigheder!). Gaverne tolker sider af Jesu person; guldet, at han er konge, røgelse, at han er Gud og myrraen, at han er den lidende frelser.
I kirkens historie har de vise mænd hos Mattæus spillet en langt større rolle end de simple hyrder, som Lukas fortæller om juleaften, - det til trods for at hyrderne jo også besøgte og tilbad den nyfødte kongesøn. Men det var jo blot hyrder - samfundets laveste kaste. Nej, så var der helt anderledes pondus over vismændene, mente Mattæus, og dermed var hyldesten til Jesusbarnet mere glorværdig og passende.
Dertil kommer, at fornemheden måske ikke knyttede sig så meget til rigdom som til visdom. Fortællingen lader nemlig astronomien åbne en større dimension i livet. Og hvem kan ikke blive svimmel af at tænke over universets storslåethed? Og denne storslåethed er vel ikke blevet mindre i takt med at naturvidenskaben har afdækket de naturlove, der styrer universet - tværtimod. Men til alle tider er der vel sket det, når vi kigger ud på stjernerne, at vi på en gang både oplever vor egne lidenhed og forglemmer os selv. I mødet med noget, der er så stort, bliver mit eget liv et mysterium, noget skrøbeligt, men også fantastisk; tænk at lille jeg findes!
Mangen filosofisk og religiøs tanke er opstået i forundringen over universet - fremstillet som disse vismænd, der netop i betragtningen af stjernehimlen opdagede noget helt nyt. Ja, det er vel ikke for meget at sige, at de opdagede en ny kosmisk dimension. I første omgang troede de blot, at en kongesøn var blevet født - ganske vist måtte det være en kongesøn af en helt særlig kaliber, men dog indenfor det kendte.
Så uanset hvor meget eller lidt, der er om beretningen om de vise mænd fra østerland, så er det en fortælling, der taler til os og gør os lidt mere vise m.h.t. Guds fantastiske dybder.
Og ledestjerner har vi brug for - og der er masser at vælge imellem. Man kan her tænke på den kæmpe festivitas, der omgiver Euroen.
I gamle dage byggede man prægtige katedraler - kæmpepræstationer i betragtning af datidens byggeteknik. I dag overskygges - eller skulle vi måske sige - overbygges de af pengekatedraler. Pengepaladser i marmor og med udsøgt informationsteknologi.
Jo, økonomien er sandelig blevet den nye gud i den nye verdensorden. I kommunistlandene var det planøkonomien, der var ledestjerne. I vesten er det de frie markedskræfter.
Tænk, hvis man midt i al glimmeret fik øje på Betlehemsstjernen
og alverdens finansministre og finansfyrster sprang ind i deres sorte
Mercedeser og begav sig på vej. Sikke et billede: sorte limousiner
parkeret på en mark udenfor en stald og de sorte jakkesætklædte
mænd med dyre gaver i deres attachemapper på knæ ved
en krybbe, hvor de tilbeder de sande evige værdier; menneskelighed,
barmhjertighed og opofrelse.
Jo, det er en dejligt billede. Men hvor kommer så vi ind i det?
Jo, i virkeligheden er det os, der parkerer udenfor. Måske er det
ikke Mercedeser, Fiater, Skodaer, Mazdaer. Og vi er måske ikke klædt
i dyre jakkesæt og håndlavede sko fra Italien. Og måske
har vi ikke attachetasker med, men propfulde poser fra Brugsen eller Magasin.
Men det burde være os, der var der. Det er alt for let at pege fingre
af finansfyrsterne, men de er jo ikke andet end symboler for vor egen
velstand.
Lad derfor billedet af de vise mænd fra østerland være
inspiration for vore egne liv, så vi midt i al glimmeret og kunstigt
skabte ledestjerner får øjnene op for den stjerne, der leder
til barnet i krybben.
For dér er der evighed og værdier, man kan leve og dø
på. Dér rører himlen jorden og dér er Guds
hånd, der griber fat i os og aldrig slipper os, om så euroen,
kronen eller jorden forgår.
Amen
