Juledag B - Johs 1,1-14
"Det skete i de dage"
og bagefter hører Johannes' juleevangelium om Ordet,
der var i begyndelsen,
så kan man tydeligt høre en forskel.
Lukasevangeliet er en i grunden jævn fortælling om barnet i Bethlehems stald. En fortælling, der er let at forstå.
Men Johannes' evangelium her er en blanding af noget mere filosofisk og mystisk.
Sommetider skriver Johannes meget digterisk med billedtale og rytme.
Vi opfatter jo ofte Johannes som digter.
Man kunne også opfatte det som en lærers tale til sine elever med mange gentagelser og sammenfatninger,
som om Johannes sagde:
I begyndelsen var Ordet.
Hvor var ordet?
Ordet var hos Gud.
Hvem var Ordet?
Ordet var Gud.
Fik I det? Godt, jeg går videre..
De to beretninger ligger i deres måde at fortælle på meget langt fra hinanden.
Og dog er der helt afgørende overensstemmelse på de afgørende punkter.
Ja, ikke alene i, at de begge fortæller om Jesus Kristus, men på det væsentlige punkt:
At det både for Lukas og Johannes står lysende klart, at det, de taler om, er virkelighed.
Det er ikke eventyr, de fortæller, det er alt sammen virkelig sket.
Det skete, dengang Augustus var kejser og Kvirinius var landshøvding.
Og det evangelium, vi her har hørt, siger det på samme måde, endda endnu tættere på:
Vi så hans herlighed.
Det er ikke myte og sagn, det er ikke digt og filosofiske spekulationer, det er virkelighed.
Vi så det.
Jamen, hvad var det, de så?
Ja, det var jo ganske enkelt Jesus fra Nazareth, dette bestemte historiske menneske, som enhver anden af hans samtidige kunne se.
Men Johannes og de andre så altså mere end det, enhver kunne se.
De så Guds herlighed.
Når vi hører ordene "Vi så Guds herlighed", så skal vi passe på, at vi ikke hører alt det, vi kender fra kirkekunsten: Glorier og pragt og bladguld.
Men det var ikke det, de så.
Nej, når disciplene siger: Vi så hans herlighed - så var der jo netop ikke noget at se for øjet.
Der var ingen guld og glimmer og skin at se.
I Jesus fra Nazareth var der aldeles ingen herlighed i det ydre - tværtimod.
For ordene om herlighed er knyttet sammen med sætningen:
Ordet blev kød.
"Kød" er et groft ord. Ofte anstødeligt at bruge i religiøs sammenhæng i vor tid. Vi vil hellere have ånd, spiritualitet end dette platte "kød".
Men i de gamles sprog var "kød" endda et endnu grovere og mere forargeligt udtryk end i dag.
Men det er helt bevidst dette grove udtryk, der bruges.
Ordene falder ikke tilfældigt her hos Johannes.
Og der står jo ikke, at ordet blev menneske - for det kunne jo betyde, at Gud blot havde påtaget sig en menneskelig skikkelse, men uden at være menneske på samme vilkår som vi andre.
Som de græske guder, der sommetider forklædte sig som mennesker og gik tur blandt mennesker for sjov.
Der står heller ikke, at ordet blev legeme, for det kunne jo betyde, at der var tale om et legeme, forskelligt fra vores.
Men der står "kød" - og det er ikke til at tage fejl af.
Det betyder virkeligt menneske, et rigtigt menneske.
underlagt det kødelige menneskes vilkår,
kød, der kunne sulte og tørste og glæde og fristes og anfægtes og lide og dø.
Det var det "kød", disciplene så - og ikke andet.
De så én, der ikke havde det, hvortil han kunne hælde sit hoved.
De så én, som sultede og tørstede i fyrre dage og der skete ingen mirakler.
De så én, som hjælpeløst var udleveret i sine fjenders hånd og døde forladt på et kors, og der kom ingen engle og hjalp ham.
Der var ganske bogstaveligt ingen herlighed at se.
Derfor blev mange folk jo også ganske forargede på ham
"Han kom til sine egne og hans egne tog ikke imod ham"
Men der var altså nogle, der, idet de ingen herlighed så, så hans herlighed.
De så kærligheden, kærligheden i hele dens fylde.
Kærligheden givet fri for alle de bånd, der ellers binder den.
Kærligheden, som man kunne bespotte og bespytte og korsfæste, men som man ikke kunne besejre til at være noget andet end kærlighed.
De så bogstaveligt med deres egne øjne noget,
som de aldrig havde set før,
noget, de ikke havde noget andet ord for end "Gud", en herlighed, som den enbårne søn har den fra Faderen.
Og de hørte ham i et ord anderledes end alle andre ord, de nogensinde havde hørt.
Et ord fuldt af nåde, dvs. kærlighed og sandhed.
Et ord, der talte med en myndighed, som tog magten over alle deres egne tanker om Gud, alle deres indvendinger, al deres tvivl.
Et ord, som i dem skabte noget: tro af vantro, håb af håbløshed, kærlighed af kulde, liv af død:
så glade vi føler os skabes i bryst
de levendes lyst.
De hørte bogstaveligt med deres egne ører skaberordet, som var i begyndelsen:
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud
og Ordet var Gud.
Det var den herlighed, de så og hørte, en herlighed, som gav afkald på al ydre tvang og vold og magt, al ydre guddommelig forblindelse.
En herlighed, der kun ville sejre indefra ved kærlighedens og sandhedens egen magt.
Som det hedder i en anden hymne til Kristus i Det nye Testamente:
han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig.
En fattig blandt de fattige, en sultende blandt sultende, en flygtning blandt flygtninge, en pint blandt pinte, en død blandt døde.
Men i denne fornedrelse, i dette "kød" så de netop hans herlighed: at han blev i kærligheden.
Og at han var kærligheden.
De så altså Ordet.
Det er et mærkeligt udtryk, at se Ordet, for ellers er et ord jo noget, man hører.
Det gjorde de også.
Men de så altså også Ordet.
Ganske enfoldigt betyder det: at idet de så Jesu Kristi "kød", hans liv på jorden, talte alt dette til dem om Gud.
Sådan kan vi jo også sige om et menneske: At den handling siger alt om det menneske.
Sådan også med Jesus Kristus, ikke blot hans ord, men hele hans liv taler om Gud.
At Jesus Kristus blev menneske, at det blev jul, det siger jo uden ord, blot ved at det skete, at således elskede Gud verden, at han gav os sin søn, den enbårne.
Ved at Jesus Kristus blev "kød" siger Gud ja til vores liv i sorg og glæde, i arbejde og fest, i kald og stand.
Hele det brogede hverdagsliv accepterede Jesus, det lever i hans lignelser.
Her er virkelig hele folket: Konge og slave, bonde og vingårdsejer og fisker, faderen og husmoderen, de legende børn, bryllup og begravelse.
Gud har i Jesu Kristi kød sagt ja til det at være menneske.
Og at Jesus Kristus døde på korset, det taler jo igen uden ord, blot ved at det skete, om den kærlighed, der tåler alt, tror alt, udholder alt, den kærlighed, der elsker selv sine fjender.
Og at Gud oprejste Jesus Påskemorgen, det taler igen uden ord, blot ved at det skete, om den Gud, der ikke vil forlade os og ikke slippe os, om Ham, der er opstandelsen og livet og vil have alle sine søstre og brødre med.
Alt det så de.
Og i alt det så de, hvad Gud har at sige til os.
De så lyset skinne i mørket.
Og i det lys så de sig selv afsløret, de så, at de var kærlighedens skyldnere.
Håbløst i gæld.
Men de så også, at den samme kærlighed, der dømte dem netop ved at være kærlighed, også var den, der tilgav dem.
For i det lys, der skinnede i mørket, så de Gud.
De så, at Gud, den almægtige skaber af Himlen og Jorden, at han var deres kære himmelske far.
Lyset skinner i mørket.
Sådan står der i teksten.
Der står ikke: Lyset skinnede i mørket, men netop
Lyset skinner i mørket.
Og det er jo lidt overraskende, for det er jo nutid, og teksten er skrevet mange år efter at Jesus havde afsluttet sit menneskeliv her på jorden.
Johannes er ellers optaget af, at det han skriver er øjenvidneberetninger:
"Vi så hans herlighed"
Og dog er en af de sidste tekster i hans evangelium ordene til tvivleren Thomas:
Salige er de, der ikke ser, men dog tror.
Fordi han vidste, at der ville komme mange af dem, der ikke selv kunne se Jesus med øjnene.
Men da han skriver dette, skriver han altså i nutid.
Netop også for at sige, at det trods alt har mindre betydning, om man så Jesus med øjnene, blot man kan høre Johannes' og de andres vidnesbyrd om ham og tror det, så er det nok til at man kan se herligheden og se at lyset ikke blot skinnede i mørket dengang,
men også skinner nu, i dag.
Og mørket får aldrig bugt med det.
Ordet var i begyndelsen, og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed.
Amen.
