Julesøndag - Matth 2,13-23
Som overskrift til denne søndags prædiken kunne man sætte:
Jesus viger for djævelen.
Det er jo netop det svære - ikke blot ved denne fortælling men - ved selve livet, at vi overalt synes at se det med vore egne øjne. Det er hele tiden Gud, der må vige på snart sagt alle områder i folks liv. Overalt trænges kirken og dens budskab tilbage.
Endnu sværere er det, hvor uretten rammer mennesker - måske blodigt - som ved barnemordet i Bethlehem. Det var jo kun en lille episode med måske en snes børn, hvor vi i vor tid må regne med tusinder, undertiden millioner.
Og det kan blive et personligt nagende problem i vort eget liv under modgang og lidelse. Skønt vi selv har været med til at synge alle de solide salmer om, at Gud hjælper dem, der er i nød. Men gør han det? Er det ikke tværtimod således, at han viger for djævelen?
Ind i denne vores anfægtede og tvivlrådige spørgen kommer så denne fortælling. Den river os ud af alle tomme spekulationer om, hvorledes Gud kan tillade det onde. Hvorledes det onde kan forliges med Hans kærlighed. Osv. Ad tankens vej kommer vi ingen vegne. Gud indlader sig ikke i diskussion med mennesker eller udleverer os en nøgle til tilværelsens gåder.
Nej, han lader os se ind i noget, der er sket på denne jord, og hvor han ganske tydeligt var til stede i barnet Jesus.
Gud viger ikke for djævelen, sådan at han sidder i sikkerhed langt oppe i sin himmel, og blot lader den onde gøre, som han vil. Nej, Gud er selv den forfulgte.
Vi ser for os en endeløs skare af flygtninge: Hvor er Gud henne, at han kan tillade det? Evangeliet svarer: Han er selv med i skaren. Han flygter selv, han sulter og tørster selv. Han må sove ude om natten, når det er koldt. Han må græde efter en smule brød. Er der noget, der er sværere at se på end et barn, der græder af sult?
Han var selv et sådant barn her på jorden. Og rejsen til Ægypten var nok ikke en idyl.
Så bliver det da klart for os, at lidelsen ikke kommer fra Gud. Han var jo selv inde under den. Hvor i alle verdens religioner forkyndes noget så ydmygende om Gud: Han lider selv, han flygter selv, han viger selv for djævelen.
Men det bliver også klart, at det er forkert at tale om det onde, sådan i al almindelighed. Her er virkelig den onde, der hader Gud og kæmper for at slå barnet ihjel.
Alt det forfærdelige, der sker i verden, må ses i dette store perspektiv. Det er ikke blot pengenes eller de enkelte stormagters eller onde menneskers værk, men led i djævelens forgæves forsøg på at erobre verden tilbage.
Hvor løgneren har fået forblindet mennesker, så de ikke tror på Gud og hans magt, dér kan man diskutere, hvorfor Gud dog kan tillade det onde og lidelsen.
Men det ser anderledes ud, når vi ser det som et stykke af djævelens kamp mod Gud, hvor han bruger alle midler.
Så forfærdelig er denne kamp og den ondes magt, at Gud måtte sende sin egen søn herned og tåle, at han tilsyneladende bukkede under i de vigendes skare. Ikke blot måtte han flygte til Ægypten, men han måtte dø på et kors.
Således er det også den ondes angreb, der møder os i det svære. Han vil rive Jesus fra os ved at berøve os troen. Han vil lamme os legemligt, så vi ikke med vor krop kan tjene Gud, som vi er skabt til det. Fjendens forfærdelige magt er i enhver lidelse, også i sygdommen.
Hvor stor bliver da ikke Guds sejr, når modgangen driver os nærmere til Gud! Lidelsens gåde bliver ikke mindre ved det, vi her får at høre. Men der kommer noget andet over den, når vi hører, at Gud selv deler den og i den kæmper sin kamp - også om os - med den onde.
Han gør sig til ét med alle lidende. Det véd vi fra Jesus selv: Jeg var syg, jeg var fattig, jeg manglede tøj, jeg sad i fængsel, siger Jesus, og hvad I ikke har gjort mod en af disse mine mindste, har I heller ikke gjort mod mig!
Dermed stempler han al uret i verden som had til Kristus og forfølgelse af ham - også når den ikke rammer kirken.
Jesus viger for djævelen - og dog sejrer han!
Det er den anden tone i evangeliet i dag. Herodes fik ikke bugt med barnet. Han kunne ødelægge bethlehemsbørnenes liv, som det i vor tid er sket med utallige. Men Herodes døde, og barnet vendte hjem fra Ægypten og opstod påskemorgen som alle lidendes forløser og håb.
For mennesker, der kun regner med dette liv, er Guds fallit dermed erklæret. Børnene måtte dø, Jesus måtte dø. Krig og uret, sygdom og smerter går videre.
Men Gud har en evighed til at overveje alle smerter og lidelser og sorger.
Så vældig er den ondes magt, at han kunne slå Jesus ihjel. Men han kunne ikke røre ham påskemorgen.
Jesus viger for djævelen og bliver derved alle vigendes broder. Men han sejrer derved for alle sine brødre, der må dele hans sejr, som han deler deres lidelse og kamp.
Nu kan han sejre i en sygestue, hvor der ligger en, der aldrig bliver rask. Alle vegne, hvor vi tilsyneladende står over for Guds nederlag, kan det ske.
Selv hvor nederlaget synes at være absolut, når den onde har fået os til at falde dybt, kan Gud sejre - ved tilgivelsen, der binder os endnu fastere end før til ham.
Så er alt det forfærdelige, der sker på jorden, da ikke tegn på, at Gud har glemt os. Men den onde opbyder al sin magt og al sin løgn, fordi han har tabt og han véd det. "Et ord ham nu kan fælde".
Også i vort liv.
Amen.
