Nytårsdag B - Matth 6,5-13
    
Et nyt år begynder - og engang for længe siden, har nogle bestemt, at vi skal begynde det med det sted hos Mattæus, hvor Jesus taler til disciplene
om det at bede og lærer dem Fadervor - den bøn, som følger et menneske fra vugge til grav.

Jesus begynder med at sige noget om, hvordan man beder. Man gør det ikke ved at stille sig op og vise sin beden frem for andre, men ved at være stille med sig selv - "gå ind i dit kammer og luk din dør - ".

I dag er det nu nok også kun i visse ret afgrænsede kredse, at man viser sin beden frem. Problemet er snarere, at vi ikke længere sørger for at have et
kammer. Et sted, hvor man er stille med sig selv og med den usynlige Gud. Vi fylder alle vore steder med lyde, med tale, musik, flimmer, så der ikke
længere er et kammer, et sted indeni, hvor stilheden får lov at være så længe, så man kan begynde at høre. Høre, hvad ens eget hjerte er fuldt af, og som man kan forme i ord, i bønnens ord.

Men når vi ikke sørger for at have et stilhedens rum - og det er selvfølgelig mere et indvendigt, sjæleligt rum, jeg tænker på, end det er et
helt konkret fysisk rum - selvom det såmænd også kan kræve en ret bevidst indsats at skaffe sig et fysisk rum, hvor støjen fra alle vore apparater
ikke overdøver alt andet. - Bl.a. derfor har vi jo også en kirke. - Når vi altså ikke sørger for at have et stilhedens rum, så mister vi også bønnen
som mulighed. Og det har moderne mennesker nok i høj grad gjort. Og derfor jo heller ikke lært børnene den mulighed at kende.

H.C. Andersens ord om Kay i Snedronningen er i høj grad aktuelle også i dag.
Kay har jo bundet sin lille slæde til den imponerende Snedronnings store slæde, og først er det utrolig spændende, men så bliver han alligevel bange, da slæden tager fart ud af byen. Kay vil gøre sin slæde fri igen, men opdager, at det kan han ikke. Det går hurtigere og hurtigere af sted, og Kay bliver for alvor bange, - " han vilde læse sit Fadervor" skriver H.C. Andersen, "men han kunne kun huske den store Tabel."

- Og det er jo en meget præcis karakteristik af vores tid. Vi har glemt Fadervor og husker kun den store tabel. Det vil sige, vi har glemt hjertets
sprog, sjælens sprog, og husker kun forstandens sprog. Mon ikke, vi er blevet dygtige til alt det, der kan regnes ud ved hjælp af tabeller? Hvorfor
lever vi da ikke i paradis, når vi nu kan så forfærdelig meget - det er jo næsten ikke til at fatte, hvad moderne teknologi kan udrette, og utrolig meget af det, man før i tiden brugte masser af tid og kræfter på, kan vi nu ordne i en håndevending. Men trods det, så lever vi jo ikke i paradis! Vi har fået andre problemer, problemer, som vi er naive - eller dumme! - nok til at tro, vi må løse ved hjælp af endnu mere teknologi, endnu flere tabeller.

   
Måske kan vi, som Kay, nu og da gribe os selv i at ønske at hægte vores lille slæde af hele den imponerende videnskab og tekniks store slæde, der
muliggør stadig flere overskridelser af grænser, vi før i tiden troede, var uoverskridelige, men vi kan ikke komme løs. Og det går vel også som i Sneedronningen, hvor Kay for hvert af Sneedronningens kys glemte alt andet
end de vidtstrakte riger og herligheder, der åbnede sig for ham i hendes følgeskab.

Vi har måske også fået for mange af forstandens kolde kys, så vi har glemt at spørge til, hvordan vi egentlig har med det alt sammen, hvad det egentlig er, vort hjerte vil. Og i stedet for fortaber os i forundring over, hvad der
dog er muligt, og tror at det gælder om at hænge godt fast på den slæde, der får større og større fart på.

Men her på nytårsdag bliver vi vist hen til bønnen. Bønnen skal være fortegnet for det år, vi går i møde. I bønnen standser man op, og går væk
fra farten og støjen. Man lytter indad, hvad siger hjertet? Hvad vil hjertet? Og hjertet siger noget, hvis man lytter længe nok og har tålmodighed til at udholde den tomhed, der måske er det første, man møder.

Og i bønnen lytter man også udad - ud mod det, der er større end alt det store, vi har fået stablet på benene. Det, som endda er større og bagved bjergene, havene, skovene - himlene. Og har man tålmodighed, kommer der også et svar derudefra, hvor vi ikke ved. Ikke et direkte svar måske. Men svar i form af en eller anden tryghedsfornemmelse, en følelse af at det tyngende er mindre tyngende. At man har fået noget lagt over i en større hånd end ens egen. Måske.

Ja, det er meget godt, vil de fleste måske sige, men da jeg ikke tror på, at der er nogen eller noget til, som man kan bede til, er det meningsløst at bede. Dertil er kun at sige: Prøv alligevel! Prøv i det stille indre rum at give ord til hjertets bekymringer og sorger, længsler og ønsker. Prøv, og se om der ikke deri skulle være en lettelse at finde. Måske næppe mærkbar til
at begynde med - men tydeligere efterhånden.

I teksten her henvises vi ikke bare til bønnen i almindelighed, men til Fadervor. Og allerede i de første ord er der sagt noget om, at magten bag
verden er en fader. Vor Fader. Ikke The big Bang - en oprindelig eksplosion, en abe, en blind naturlov, en hæmningsløs teknologi - men til Dig henvender vi os som den yderste magt i og bag verden. Altså det mest familiære, der
tænkes kan. Den, der har gi-vet mig liv (og mine forældre før mig), der vil mig, elsker mig og vil og kan bevare mig.

   

Og spørgsmålet melder sig, som jeg sagde før, straks: Jamen, er denne gode adresse andet end ønsketænkning? Man kan sige uanset ja eller nej, så
foreligger den altså i og med Jesu ord. Den er der som et fortegn, som skriften på væggen, himlens stjernetegn. Det er ord, der er blevet sat ind i verden, og allerede derved har gjort verden anderledes. Formet i det gode ords skikkelse. Og altså dermed ikke formet i andre ords skikkelse. Verden er Faderens, eftersom der kan siges "Fader": Det hører til verdens muligheder at lade ordet "vor Fader" fremstå som tiltale til magten i og bag verden.

Og, kan man sige: Gives der for alvor, når man gennemtænker det, noget andet, der kunne være magten bag verden? Og tilsvarende: Det at bønnen er til som en mulighed, det er allerede i sig selv en bøn om, at verden må være sådan, at denne bøn hører med til den. At bønnen så at sige allerede er opfyldt, ved at den er mulig. At ordene er en del af universets rum.

Som sagt følger Fadervor os fra vugge til grav. Det bliver bedt ved den lilles vugge og ved den gamle sidste leje. Når et barn bliver døbt, når en
ung konfirmeres, når to bliver viet til hinanden, når en kiste sænkes i jorden. Når man mangler ord, når der ikke er mere at sige, når man overfaldes af angst og mørke - så kan Fadervor dukke op som fra et dyb, hvor det måske har været begravet i mange år. Og bringe fred til en urolig eller forpint sjæl. Så stor en styrke har det.

Derfor skulle vi også bruge det til det, det også er skabt til: Daglig øvelse. Når hjertet ikke er fuldt - det kan det ikke altid være - og munden
derfor ikke løber over, så kan vi bruge Fadervor som ritual. Og lære børnene det samme. For et sådant ritual, som man måske til tider ikke synes, der er meget liv i, et sådant ritual holder en plads åben til livet selv, til den dag, hvor hjertet er fuldt, og så fyldes ordene med mening - og trøst.

Så der er god mening i at begynde et nyt år, hvad enten vi imødeser det med bekymring eller forventning eller begge dele, begynde det med Fadervor og håbe på, at det må få den betydning for os, som det kan have: At være det daglige brød for hver dag i det kommende år. Amen

   
     
     
Forsiden Prædiken